EU-kommissionen har offentliggjort en videnskabelig risikovurdering af brystimplantater fra det franske firma PIP, Poly Implant Prothese.
I rapporten gennemgås de problemer, der har været med implantaterne. Det drejer sig blandt andet om hyppighed af lækager og risiko for forskellige kræftformer.
Hovedkonklusionen i rapporten er, at der stadig er for få data til endeligt at bedømme om PIP implantaterne er forbundet med en helbredsrisiko.
I rapporten fremhæves det, at der fortsat ikke er mistanke om, at implantaterne giver øget risiko for kræft. Data tyder på, at PIP-implantaterne lækker oftere og tidligere end almindelige implantater, og at den silikone-gel, der er brugt til fremstillingen af implantaterne, er industri-gel, som i dyreforsøg har vist sig at være lokalirriterende.
Sundhedsstyrelsen anbefaler fortsat, at den enkelte kvinde opsøger den klinik, der har indopereret brystimplantaterne, eller hvis klinikken er lukket, sin egen læge for at få en individuel vurdering af, om implantaterne eventuelt skal fjernes. Risikovurderingen peger på en række områder, hvor der er behov for yderligere viden.
Fra dansk side har dr. Lisbet Rosenkrantz fra Herlev Hospital deltaget i arbejdet.